Vis tekst

  Sidst opdateret: 17. jan 2009 21:48
  Kan læses af: alle

Mandag d. 5./1. 2009, lige før solopgang, føder Liv sit første barn, datteren Vår.
Hun er sund og stærk og smuk.
Lige efter fødslen trækker Liv sig ind i Umbraen, for hun ved, at det vil gøre skade på det smukke lile menneske hvis hun bliver.
Hun trækker sig ind i Umbraen, og kæmper sig gennem det dybe krat omkring den største runesten i området.
Her lægger hun sig i sin ulveskikkelse for at hele efter den mest intense kamp hun kan mindes at have kæmpet.
Ikke alene var smerterne ved fødslen meget voldsommere, end hun havde haft fantasi til at forestille sig, men smerten ved at forlade sit nyfødte barn skærer igennem hende som knive.
Hun ved, at om en tre måneder vil hun kunne tage sig af sit barn, men de tre måneder virker som meget lang tid.

Der er kun tre andre ulve der ved, hvor hun er taget hen for at hvile, det er Stålklo, hendes Jarl, som hader ikke at vide hvor septens ulve er.
Derudover er det skjaldene Asbjørn og Drifa, som begge to har børn, og forstår hvad hun går igennem.
Asbjørn er desuden beta for Gaias Skjold, hvor Liv også løber, og han har været en uundværlig støtte for hende igennem hele graviditeten.

Efter en lille uge er hun klar til at møde verden igen,
Hun ved, at der er tusind ting hun skal ha' ordnet, som hun er kommet bagud med i løbet af graviditeten, og hun ved, at hun skal skynde sig at blive kampklar igen.

Men indtil da ligger der en lille grå ulv, ved en stor runesten i et tæt krat i Umbraen.
Og græder.