Vis tekst

  Sidst opdateret: 10. feb 2008 21:23
  Kan læses af: alle

Hvor er det bare typisk Seglmåne-hvalpen at:

-snakke med om ting hun ikke har været med til, fordi hun har hørt så meget om det at hun sommetider glemmer at hun ikke var der selv.

-floppe ud af Umbraen på de dårligst tænkelige steder og tidspunkter. På trods af at hun krydser ind og ud af Åndeverdenen sommetider flere gange dagligt, så har hun bare ikke lært det endnu. Hun havner næsten konsekvent steder som toppen af et træ, midt i bålet under madlavning, gennem taget på brændeskuret eller ned midt i en privat samtale.

-gå fra det ene øjeblik at være nærmest Fianna-agtigt livsglad, til det næste at være kold og hård og vred, til det næste igen at være trist, nærmest melankolsk.

-ævle med vindånder i flere timer ad gangen, hun vil vide alt hvad der rør' sig af interesse for septen.. Især hvis det har med hendes mentor, den svenske forstern seglmåne Midvinterhjerte at gøre..

-udfordre alt og alle (undtagen Stålklo og Retfærdighedens Kløer) til kamp, selvom hun udemærket ved hun får prygl, fordi hun vil være klar til at kæmpe, og fordi hun nægter at være den svageste ulv i septen.

-sidde sammen med Slægtspigen Helga og høre på Asbjørns og Drifas historier til langt langt ud på natten.

-starte sætninger med "Som (indsæt navn på forfaderånd) plejer at sige.."

-insistere på, så vidt muligt, selv at jage og nedlægge offergaverne til sine ritualer, og generelt deltage mest muligt i den daglige jagt. Tanken om at være den svageste ulv er simpelthen modbydelig for hende.