Vis tekst

  Sidst opdateret: 17. dec 2006 05:12
  Kan læses af: alle

Liv sidder i spisestuen hjemme hos sin far...
Der er stille, resten af huset er gået i seng..

Egentlig burde hun ikke være her, det er hun godt klar over.. Hendes far ved intet om ulve, og det er vist bedst sådan..
Liv ved godt at hun bør holde mest muligt afstand til folk der kendte hende før, men det er ærligt talt en kende besværligt når man bor i samme by som den far man e vokset op hos. Så hun sagde ja til denne lettere tåbelige "jule-hygge-weekend" sammen med Far og hans nye kæreste, Livs gamle veninde og hendes nye kæreste..

Hun gik ind til det med visheden om at hun skulle være forsigtig. Det er hendes måne i nat, og der er mange ting der går hende på.
Barndomsveninden, den sidste Liv stadig har kontakt med fra dengang, trækker sig tydeligvis væk, Fars kæreste ser hende som en freak..

"Nogengange ville man næsten ønske at man kunne skrue tiden tilbage til før Fenris kaldte"

Oven i alt det andet er det de sidste måneder gået op for Liv hvor få rigtige mænd der er i Nordjylland.. Ud over de der er ulve, naturligvis..
Mænd der virke store og stærke og modige bli'r til små ynkelige drenge når man kommer tæt på..

Det er, i al sin grusomme klarhed, gået op for Liv at hun er nødt til at lægge alt hvad der var før bag sig. Hun må skære de bånd, der holder hende fra at give sig selv helt og fuldt til Gaias og Fenris' tjeneste.

Hun pakker lige så stille sine ting, går gennem spejlet i entréen og krydser gennem åndernes verden hjem til blotpladsen..
Hun finder det sted hvor hun første gang mødte Ragna Sølvsegl, ånden der opdrog hende den første måned som ulv.

Liv finder sin kniv, som hun osse har på sig i skyggeverdnen og hyler mod den klart lysende seglmåne.
Hun påkalder Ragna, som vidne på at hun for første gang skærer glyffer i sin arm, og ofrer sit blod til landet, med løftet om, at når dagen oprinder vil hun være villig til osse at ofre sit liv.

Fire glyffer skærer hun i sine arme:
Liv, Seglmåne, Fenrir og Menneskefødt.

Derefter ta'r hun ulveform og lægger sig til at sove, for at hele uden at glemme, og for at være klar til hvad dagen i morgen måtte bringe.