Vis tekst

  Sidst opdateret: 11. aug 2003 01:42
  Kan læses af: alle

Natten var hed, vinden blæste varmt gennem Åndernes verden og løftede let op i pelsen på de to unge ulve som løb side om side. Den største af dem havde en pels askegrå som fordums tiders ulve, frem små ar blev afsløret af den manglende pels de steder på hans hals og hans blik var rettet stift fremad mens han gled frem over jorden. Hans poter trommede en tung, ensformig rytme mod jorden mens han bevægede sig mod målet.
Ved hans side løb hans lidt mindre kammerat. Hendes pels var mørkere og hun var meget lettere i sine bevægelser. Hun dansede nærmere end løb hen over jorden, og hendes fodtrin kunne knapt høres over den tungere ulvs. Hendes øjne var alle steder, hun studerede planterne omkring dem, fuglene over dem og dyrene som var overalt omkring dem.
Hun studerede landskabet da det blev merelige og ensrettet. Blidt puffede hun til den tungere ulv da den første edderkop viste sig, stor og metallisk, på et hus i nærheden, han så den og nikkede til den mindre hun-ulv. Begge satte de farten en smule op, målet nærmede sig.

Opgave havde været simpel: Find ud af hvad det er, som skaber bæstet som avler Skripi i Ansgars Kirken, destruer det eller tag det med tilbage... og ryd op i kirken for ormeyngel. Retfærdighedens Kløer's øjne havde tydeligt fortalt at en fejlslagen mission ikke ville blive accepteret og begge de unge ulve var klar over at det var nu, det var alvor. Det var nu, de skulle bevise at de var værdige til at kalde sig Ulve af Fenris' æt, kalde sig Skjald og Modi i Sorthøj Sept.

Kirken voksede frem af horisonten og rakte tårnet mod himlen i en hånlig gestus overfor de to ulve, som standsede foran det gabende sorte hul i indgangen. Som en snerrende mund vovede det de to unge ulve at komme tættere på, at træde ind i det ormeforpestede mørke, at træde ind og møde deres største udfordring i hele deres liv som varulve.
De trossede den slet skjulte advarsel, de skiftede til den store krigsform og gik ind i kirken, rede på at tage sig af hvadend de fandt.

I selve kirkeskibet sjoskede to små skripi rundt og lavede ingenting. Måske lavede de noget, men i så tilfælde blev de afbrudt. Den ene af et halvt ton tænder og kløer og muskler som flåede den i stykker på få sekunder, den anden af at førnævnte halve ton kløer ikke var enig med sin kammerat om hvem, som skulle have lov at afreagere på den, så den blev brugt som tov i en hurtig gang tovtrækning, som endte med sejr til den mindste af Ulvene, som flåede hovedet af den og kastede den på gulvet til dens makker.

Børsterne var rejste hele vejen ned langs ryggen på de to da de nærmede sig hullet i væggen som var blevet beskrevet for dem af den Rensende Flammes medlemmer. Der var en puslen som fra tusinde små rotters fødder inde fra hullet, som gabede udfordrende mod dem. Krigeren kastede sig med kløerne forest ind i hullet og den bunke af fjender som måtte vente for enden, med Skjalden lige bag sig. Hun kastede et sidste blik rundt i kirken før mørket opslugte hende og hun kurede ind gennem den smalle gang efter hendes kammerat Modien.

For enden af den smalle gang var Krigeren, allerede igang med at bide flænse og rive sig igennem horder af Skripi. De fleste var små og usle, men de voksede med en besynderlig hast og viste sig dybt irriterende. Skjalden stemte i Modiens kampbrøl og kastede sig ind i kampen, startede med at flå en Skripi, som nærmest eksploderede i størrelse, fra ryggen af Modien.
Kampen bølgede. De var mange, men Ulvene var stærkest og de kujonagtige væsner blev majet ned som korn for to rasende le'er. Jo flere der blev slagtet, jo flere kom til, men lige så langsomt svandt fjendetallet dog ind, så væsnet i den anden side af den lille lomme i virkeligheden blev synlig. Ulvene sloges skulder ved skulder med ormeynglen mens de arbejdede sig frem mod det gullige bæst i den anden ende af lommen. En stor klump af arme og kløer, som spyttede Skripi ud som var det dens eneste opgave i livet... hvilket det nok også var.
Med et brøl som fik stedet til at ryste kastede Krigeren sig over det store væsen og blev hilst med kløer flyvende i luften mod hans krop. Bæstets hvinen blandede sig med Ulvens brøl og kløer slog mod kløer og pels og hud føg i luften i en rødlig tåde af blod.
Skjalden arbejdede for det meste i tavshed, hun afbrudt af en smertefyldt snerren når en Skripi fik bidt igennem hendes pels og sat tænderne i hendes hud. Hun sloges stadig for at holde skripierne væk fra de to kæmpende, samtidig med at hun kæmpede som en desperat for at få tyndet ud i deres numre.

Ormen er vandt til at kæmpe, og dens børn kan kæmpe som besatte når de er ved at være i undertal, men to Ulve født il Fenris' blod kan hamle op med det meste, og de få som var tilbage blev til færre som minutterne gik og kampen mellem modien og det store gullige monster stadig var skjult i en tåge af blod, pels og hud som føg i luften om kløer og tænder som rev og sled.
Da den sidste Skripi faldt for Skajaldens slag, faldt de gullige bæst til jorden med et tungt dump.
Ulvene stod sejrrige over de fedtede rester af ormens yngel. Trætte og pustende efter et langtrukkent og udmarverne slagsmål stod de side om side og så på den død og ødelæggelse de kunne forvolde.
Deres øjne mødtes, Skajaldens under et flækket øjenbryn, Krigeren med en lang rift tværs over snuden. Han slikkede sig om munden og spyttede blodet ud på jorden mens Skjalden begynde at føle rundt langs kanten af den sære lomme de stod i i forsøg på at finde det, som var skyld i det gullige væsen. Hun fandt intet. I den ene væg var det ujævne hul, som markerede udgangen, sort som kul var det, og ingen luft som fra det, det var som om det var en farvet klat på væggen og intet andet, men klatten opslugte skjaldens arm da hun rakte igennem den.

Grebet af en pludselig indskydelse trak Skjalden et tyndt spejl ud mellem siderne på den bod, hun altid havde med sig. Hun så i spejlet, så igennem spejlet og rakte ud for at klemme sig igennem de små hullet i sløret mellem de tro verdener, kun for at finde det umuligt.
Efter en kort rådslagning blev de enige som at gå ud af den mærkelige lomme i virkeligheden og krydse ind i kødets og menneskernes verden igen for at lede efter grunden til væsnets opdukken.

Da de endelig stod i den verden hvor de begge var født og opvokset, i den form de var blevet født i, gav de sig til at lede.
Ansgarskirken lignede sig selv, rolig og kold som den bygning af mursten den var, med det røde murstenstårn rækkende mod himlen med klokkerne, nu tavse i den alt or tidlige morgen.

Sammen gik de derhen hvor de mente at lommen måtte befinde sig i Åndernes verden. De begyndte at lede efter noget, med ormens tegn som måtte være grunden til det fedtede væsen som fødte Skripi.
Krigerens øje søgte hen mod et bestemt punkt og Skjaldens sanser nærmest skreg af hende da hun gik tættere på. Det var som om jorden vibrerede under fødderne på hende da hun trådte ind på en smal sti mellem to grave.
Hun knælede og lod fingrene, de bare, bløde menneskefingre, grave jorden væk. Modien kom til og hjalp med, og jo dybere de gravede, jo mere intens blev den smertefulde prikken som bredte sig gennem deres hænder og arme op til skuldrene, lige indtil den pludselig stoppede. i et sæt trak de begge hænderne til sig, forventede at et fælde ville klappe, gjorde sig klare til at tage imod hvadend der kom. Intet. Intet dukede frem af jorden som slanger klare til at hugge. Intet.
Efter et minuts tid hvor intet skete andet end at himlen begyndte at lysne i øst, rakte Skjalden ned i hullet og børstede det sidste jord væk og hev noget op fra jorden. Da hun flyttede på det kunne hun mærke en brændende smerte brede sig fra den kæde hendes hånd havde lukket sig om. Hun holdt den op mod den opgående sols første stråler og lyset spillede i det store kors som hang for enden af kæden.

Langsomt kom de to unge ulve på benene mens de så på korset. Modien sparkede jorden tilbage i hullet og trampede på det mens Skjalden hev et stort stykke læder frem som hun pakkede byttet ind i før hun lagde det i sin taske.
Solen tittede frem over horisonten da de to forlod Ansgarskirken og vendte tilbage for at få afsluttet opgaven og kræve medlemsskab af Septen ved Sorthøj og værdige til at blive kaldt Børn af Fenris, Ulve af den Første Rang.