Vis tekst

  Sidst opdateret: 22. jul 2012 14:46
  Kan læses af: alle

Fjeldhammer rejser fra Himmelhøj med Sarah, Skærsliber og Sølvhav lørdag den 30. juni omkring kl ni om morgen. Ved middagstid har de nået Jylland og sidst på eftermiddagen krydser de Nordsøen i maven på en hvalfisk. Da natten falder på bliver de modtaget af en mistroisk holder af landet i septen i Brighton. Tidligt om morgen åbnes en månebro til The Nest i Belfast, og da de forlader de sølverne rimtåger falder de i armene på det vogterkobbel, som Fjeldhammer berettede om til blotet i Himmelhøj. The Nest lukker stadig portene for Fjeldhammer og alle, der følger med ham. Musvågen er stadig ikke stillet tilfreds. Fjeldhammer holder igen sin rang og sit forehavende op, og de bliver henvist til den selv samme hule, hvor Musvågen sidst angreb ham og tog Den Svageste Ulv med sig i pant. Der sætter Fjeldhammer sig til at vente. Han mener at Musvågen henter dem, når den selv vil.

Det skal vare flere dage, før ånden kommer. Dage i tung, ulidelig venten. Fjeldhammer bliver mere og mere utålmodig. Det ene øjeblik belærer han Sarah, Sølvhav og Skærsliber om dyden ved tålmodighed, som om det var dem, der ikke kunne vente, mens han det næste taler højrøstet om at bryde Musvågens porte ned og storme hendes rige. Andre tidspunkter henfalder til sørgmodig stirren ind i hulens mørke eller rastløs traven frem og tilbage. Da ånden endelig kommer formår den alligevel at overraske dem alle. Midt i en vredladen tale om død, ære og ofre toner den lige pludselig frem over Fjeldhammer og kaster ham med et enkelt sving med vingen gennem hulen og ind i væggen med en sådan kraft at hulen ryster og granitten slår revner.

De tre kvinder stiller sig hurtigt imellem og i en snedig forhandling holder de ånden hen med smiger og trusler. Der kunne historien godt have nået en fredelig afslutning, hvis ikke Fjeldhammer var kommet til sig selv og havde blandet sig. Han træder pludseligt frem foran sine septfæller, som om han ville beskytte dem, og udfordrer fuglen med harmdirrende anklager. Vreden bobler frem af Musvågen som en gejser og på få sekunder er forhandlingen forvandlet til et frådende inferno af blod, fjer og pels. Alle fire når på få sekunder at få dybe sår, mens den kaster sig over den opsætsige athro. De tre ulve, der så hurtigt stjal Musvågens opmærksomhed, har tydeligvis ikke længere dens interesse. Kun Fjeldhammers blod vækker dens begær. Dens styrke er umådelig og snart har den skjalden i en skruestik mellem sin klo og hulens gulv. Kvinderne ligger spredt omkring den. Før de kan komme på benene hæver den sit næb til et sidste dræbende stød, og Fjeldhammer udbryder, ligesom sidst han var her: ”Jeg giver dig disse tre prægtige ulve i pant for mit liv. Tag dem!!” Ordene er som en besværgelse og Musvågen fanger skjalden, modien og goden i sin vinge og sætter af som et stormvejr. Den hæver sig op igennem hulens tag og skyder direkte ind i sit rige med svimlende fart. Under dem strækker sig et landskab dækket af svedne knogledynger og i det fjerne ses Musvågens sorte bjerg kronet af dens rede. Først da de nærmer sig reden opdager de, at Fjeldhammer klynger sig til Musvågens ene halefjer.

Da ånden slår ned i reden, kaster den de tre Himmelhøjulve ned blandt det forkullede netværk, der udgør dens gulv og sider. Straks mærker de kviste og grene komme til live som endeløse sammenfiltrede tarme og trække sig længere og længere ned i redens indre. I redens filtrede fletværk skimter de andre ofre. Et sted blinker Den Svageste Ulvs forskræmte øjne til dem. Andre steder ser de andre og ældre ofre – mange døde og indtørrede, nogle levende i apatisk rædsel og smerte. De øjner også Fjeldhammer, der giver slip fra halefjeren og lader sig falde ned i reden over dem, mærkeligt nok uset af fuglen. Tilsyneladende har han et mål, og han ved, hvor han skal lede, for uden at vige eller tøve kaster han sig ned på maven og griber mellem grenene. Da han rejser sig igen holder han i sine arme en blodig og slimet klump. Han retter sig op, og da viser det sig tydeligt, at hans mål var et endnu ufødt menneskebarn – et foster skåret fra moders liv i sine sidste faser, stadig levende og spjættende i en blind kamp for luft.

Fuglen vender sig mod ham med et had så dybt at en hede står ud fra hende i bølger. Hvor den rammer reden trækker de forkullede grene og svedne knogler sig bort fra hende som i frygt. Goden, modien og skjalden er snart fri og det samme er Den Svageste Ulv, der rejser sig på rystende ben og strækker sine lemmer. ”Jeg tager tilbage, hvad der uretmæssigt blev taget fra mig,” råber Fjeldhammer, mens en varm vind begynder at blæse omkring dem. ”Jeg nægter dig dit offer! Jeg er her for at ugøre det, der blev gjort og bringe dig tilbage til dine gamle veje!” Vinden rejser til en hylende, svidende storm, mens han taler, og fuglen træder dirrende et skridt frem mod ham. Den tårner sig flere mandshøjder over Fjeldhammer, der i sin crinosform under andre forhold ville være et imponerende syn. Fuglens ord lader til at runge i selve vinden: ”Jeg blev nægtet kraft af jeres forbandede sept! Jeg er døende fra det sår jeres svig påførte mig! Denne ånd har I selv skabt!”

Da træder Sarah Sejrens Stemme frem og kalder klart og skarpt på Musvågen. Hun priser dens styrke og skønhed og udtrykker sin sympati for dens skæbne. Hun sværger at Himmelhøjs ulve vil yde den hjælp i dens nød og at resten af Danmarks ulve ikke vil være langt efter, når først kongssepten er trådt frem til dens forsvar. Dernæst blander Sølvhav sig, men med en noget anden tone. Hun kalder den en kujon og en skændsel for at vende sig mod sine frænder i kampen mod Ormen. Hun truer den med hævn, hvis den tager liv eller forhindrer nogle af ulvene i at vende hjem. Hun sværger at Himmelhøjs ulve vil forvise den fra ethvert fremtidigt kobbel, og at Danmarks ulve snart vil følge med, når først Kongssepten er trådt frem i anklage. De har fanget fuglens opmærksomhed. Hun mærker tydeligt, hvordan et rite har grebet begivenhederne og kompliceret hendes videre fremfærd. Hun vender sine sorte rovfugleøjne mod Skærsliber, der endnu ikke har talt. Goden kalder på sine allierede. Et kald, der omhyggeligt er holdt så sagte, at de ikke bliver draget til, men lige præcist nok til, at deres øjne rettes mod Musvågens rige. ”Den Sidste Sejr! Kakerlak! Fibunacci! Euro!” Skærsliber træder frem for fuglen som en ligeværdig modstander og præsenterer stolt sine våben. Hun fortæller den, hvordan den vil gå under som hendes fjende og hvordan den vil vokse og trives som hendes tjener. ”Der er blod i din fremtid! Dit eller dine fjenders! Her vil du ikke finde sejr!” Et listigt glimt viser sig i Musvågens sorte øjne, og hendes stemme lyder igen i den varme storm. ”Jeg vil komme til jer næste gang, I bloter. Kan I give mig, hvad jeg kræver, er jeg jeres og I kan frit beholde, hvad I tager med herfra. Kan I ikke, vil jeg lægge jeres ynkelige sept øde, som det er sket med andre større septer før jer.” Ordene bliver sagt som ritet nærmer sig sin afslutning, og det ser ud til at Musvågen har taget kampen med dette sidste ord, men netop i stridens endelige åndedrag griber Skærsliber ordet og replicerer: ”Ja! Du vil komme. Du vil komme, fordi jeg kalder dig til mig, som en god lille Musvåge! Og så må vi se, om du fortjener at tjene Himmelhøj!” Skuffelsen står malet i åndens øjne, og det er tydeligt, at der ikke er mere at sige. Der er ikke andet for for ulvene end at forlade Musvågens rite.

Denne gang må de nu fem ulve møjsommeligt klatre ned ad bjergsiden og trave ud i den nære umbra til fods. De vender tilbage til Danmark ad lange omveje og skilles der uden videre ord. At lægge bånd på Musvågen vil kræve meget forberedelse.