Vis tekst

  Sidst opdateret: 14. feb 2010 09:55
  Kan læses af: alle

Troldhøj – vinter 09/10

I slutningen af november, en regnfuld lørdag, tager Drageild fra København til Århus for at blote. Han er tømt for ansvar og formål efter at Landet har sluppet sit tag i ham. Kun hans rang, hans navn og hans historie følger ham som en tung og broget skygge. En tomhed der er helt særligt velegnet til den skæbne, der møder ham. Ånderne har indtaget nye pladser efter bølgen skyllede over Landet. Nogle er faldet og blevet glemt, medens andre er kommet til. Managarmr har slået deres gamle totem ihjel og sidder nu med kimet til et nyt. Og Dragild skal være livmoder for det. De holder ham fast og planter kimet i ham. Han føder det i smerte og ekstase, medens septen ser til.

Efter sin fødsel sætter ånden i løb. Uden at kende sit mål halser den gennem skyggen mod det sted, der skal blive dens rede. Der hvor den skal modnes og blive mægtig. Den efterlader et tydeligt spor i umbraen fra Valpladsen til det minde om Viet, som stadig runger i Gjern Bakker. En tung ram stank af rovdyr, ødelagte træer og planter og en vrimmel af nysgerrige, bestyrtede og ophidsede ånder. Her finder den nyfødte ånd sit hjem og bygger sin rede af flåede ånder, myter, minder og vrede.

Drageild følger tæt efter sit barn. Så snart blotet er slut, samler han sine kræfter og flyr gennem umbraen i åndens spor. Hvor det ender skifter Drageild langsomt over i den tilstand, som er Troldhøj. Han fjerner sig fra penumbraen og siver ind i tågerne over de lyngklædte bakker og de gamle krogede skove. Her møder han sin søn. Det menneskedyr, der er opstået ud af jærv, bjørn og ham selv. En tung krop med strid pels i sort, hvid og brun. Lange og smidige lemmer. Et hoved der er bredt og tungt som bjørnens, men med munden fyldt med alt for mange og alt for små sylespidse tænder. Øjnene er gule og vanvittige af dyrisk raseri. Poterne har dog noget abeagtigt over sig med modsatrettede tommelfingre beklædt med skarpe, sorte kløer.

Et langt øjeblik sidder de blot over for hinanden. Dyret snuser efter sin fader, men de undgår øjenkontakt. Det strækker sin snude frem mod ham og nærmer sig på nænsomme poter. Han sidder blot og venter på, at det kommer helt tæt på. Timer går. Nogle gang strejfer dyret væk, nogle gange lægger det sig ned og halvsover. Drageild bliver siddende helt stille og venter. Han lader dyret nærme sig. Til sidst rejser det sig op og sniger sig helt hen til ham. Det lægger sig halvt med ryggen til ham, så den ene bagpote rører ved hans hånd. Der sidder de et stykke tid. Så rejser dyret sig op, strækker sig og lægger en tung pote på hans brystkasse. Der står det lidt og ånder ham tungt og ramt i ansigtet. Han presser igen med kroppen til en tung knurren begynde at lyde i dyrets strube, så skifter han form som en eksplosion og farer i struben på det. Dyret er uventet brutalt og besvarer hans aggression med samme kraft. I et nu flyver blod og pelstotter omkring dem og efter få sekunder sætter dyret tænderne i sin faders hals og tvinger ham i knæ. Han tager fat omkring dets kæber og vrister dem fra hinanden, slynger dyret fra sig med et brøl. Han er lige bagefter og lader slagene hagle ubønhørligt ned over det. Han tæver pelsen fra huden og huden fra kødet. Dyret brøler og skriger i smerte. Drageild stopper først, da brølet bliver til en klynken.

Han lader dyret hele og holder sig tæt på det. Han bringer det mad. Efter et par dage angriber det igen. Han tæver det, lader det hele og venter på at angrebet fornys. Det står på i en måned. Dyret lærer af sin fader og udfaldene bliver sjældnere, mere udspekulerede og mere brutale. Han kalder levende bytte til, så det kan jage og dræbe selv. Midvinter kommer og går. Midt i januar begynder det at tale. Rå og gamle ord om styrke og liv. Det tager først Drageilds form, så godt det kan med en grålig kappe, en strid, rød manke og grove metalklumper fæstnet i huden. Det praler af sin styrke og skønhed og beordrer ham til overgivelse. Han svarer det tålmodigt og hårdt. Det raffinerer sine argumenter og langsomt forandres det. Dets skæg bliver samme farve som dets pels var: brunligt med hvide stænk. Dets hår er langt og tungt. Det klæder sig i en lang, tyk, brun skinfrakke. I slutningen af februar har dets fødder støvler på. Dets mund er stadig fyldt med små, skarpe tænder og øjnene er gule, men skarpt intelligente. Om morgenen vågner det ungt og stærkt og legesygt. Om aftenen taler det langsomt og tænksomt og ser på stjernerne. Drageild begynder at forlade det i flere dage af gangen. Når han kommer tilbage, spørger det vredt og såret til hans fravær, og han nægter at svare. Til sidst sniger det sig med ud og han lader det følge med. I starten af marts finder han af og til reden tom, når han vender hjem, og han møder dyret, når det vender hjem. Det sidste han giver sin søn er navne. Han kalder ham Menneskedyr og lader hele verden kende det navn. Han giver det også et andet navn, som kun de to kender. Drageild kalder ånderne til vidne og forlader derpå sin søn til sin skæbne.