Vis tekst

  Sidst opdateret: 25. apr 2008 12:41
  Kan læses af: alle

Der står en stor sten i en af Århus forstæder. Den ligger lige ved siden af en Føtex, en meget moderne kirke og en helt masse ens villahuse. Alt sammen i mørkgule mursten. Stenen er ligeglad. Den er stadig ved at misse med øjnene efter at være blevet bragt hertil en gang i istiden og have tilbragt den resterende tid under ti meter jord.

Oven på stenen sidder Drageild. Folk sender ham af og til urolige blikke, når de går forbi med dagens fangst i plastikposer. De haster hjem med dystre tanker om de andre, der overtager vores trygge Danmark. Terroristerne, perkerne, de autonome eller hvem de nu sidst er blevet skræmt af i TVavisen.

Men Drageild ænser ikke de mennesker. Han har øjnene i umbraen og hans næsefløje vibrerer ivrigt i vinden. En vag irritation over ikke at kunne skifte form her sender en skallet mand i løb. Det ænser Drageild heller ikke. Han er travlt optaget med at vejre i luften. I umbraen omkring ham sidder den sædvanlige forhutlede hærskare af nysgerrige småånder. Mus formet af tåge, fostre i jakkesæt, sult med panser af tænder, had kronet med nid. Efter at have siddet der en tid, tager Drageild en beslutning.

Han skærper omhyggeligt sin klo mod stenen, der gyser i overraskelse. Den husker den fornemmelse. Så fører han kloen op til ansigtet og rager sit skæg og hår af. Ånderne sukker henført. Stenen ånder lettet op, men uden helt at vide hvorfor. Omkring ham spreder ordet sig som en løbeild. Først til de travle ånder, der væver forstædernes liv, så til de ustoppelige stålkolosser der udgør trafikken på indfaldsvejene og inden længe ud til alle ånder små som store i hele Århus, på Troldhøjs land og udenfor.

Det er blevet forår.

Plejer det at være sådan?